Vandretur til indlandsisen

3 dage fri, et eller andet skal der jo ske. Henrik min roommate spørger om jeg vil have fri i morgen og arbejde næste søndag, ja tak 4 fridage perfekt. Så jeg undersøger muligheden for at komme til Eqi og overnatte i telt, 2 overnatninger er der mulighed for og World of Greenland er medgørlige. Så næste morgen vågner jeg 6,15 til den ulidelige lyd af vækkeur der kun er udholdelig når der skal se noget spændende.

7,00 står jeg atter på det gode skib der skal fragte mig og 18 andre til Eqi måske det mest fredfyldte sted jeg har været i verden. Jeg kommer til at sidde ved siden af lad os kalde ham Kim i mangel af bedre, Kim var på gennemrejse for at begynde som skolelærer i måske den nordligst civiliserede by i verden Qaanaaq beliggende 1 times helikoptertur nord for Thulebasen. Kim har mange spændende værdier, han er her ikke for lave om på det hele, men for at forbedre. Han har alt for mange gang hørt om lærere der tager til Grønland for at lave om på det hele og kommer hjem 3 måneder når de indser at de ikke kan lave om på noget som helst. Vi falder i snak med en dansk familie der er medlemmer af de berejstes klub deres 14 årige søn har således besøgt 34 lande, besøgt og besøgt er måske så meget sagt næsten alle lande er besøgt på cruisetogt og reglerne i de berejstes klub siger nu engang at man skal have besøgt landet mindst 24 timer på landjorden.

Ved siden af sidder en lægesekretær fra Nuuk og fortæller at på hendes arbejdsplads hver onsdag har abort onsdag (her i byen er onsdag for kønssygdomme) og at rekorden for samme kvinde er intet mindre end 34 gange 34 gange gentager jeg lige. For 3 dage siden tog en tsunami forsaget af gletsjeren alt der stod inden for 9 meter af vandkanten inkl. skilt der var støbt i beton og trappen der var boltet fast. Jannik der er en af byens tømrere og hvis kone i øvrigt er kokken på camp Eqi var derfor trukket i arbejdstøjet og var med skibet ud for at rette op på skaderne.

Jeg startede opad med alt mit tøj, men det var alt for varmt med 15 kg på ryggen og den grønlandske sol bagende ned fra en skyfri himmel, med T-shirt vidste jeg dog at jeg var meget sårbar overfor fald, det får jeg senere at mærke da jeg overmodigt sætter min støvler ud på et glat sten og med det samme mærker at der er intet jeg kan gøre for at forhindre faldet, jeg forbereder mig og tager faldet glider et par meter ned af de spejlglatte sten der udgør en sliske inden jeg med foden får bremset op. Beskidt og med en ordentlig hudafskrabning kommer jeg på benene og forsætter.

Da jeg kommer over en bjergkam ser jeg det endeligt, det jeg i 3 timer har gået efter, indlandsisen. Men jeg ved også at selvom det ser ud til at jeg kan række ud og røre det med hænderne er der på grund af den klare luft meget længere end man med det blotte øje kan se, jeg går yderligere et par timer og fødderne begynder at slæbe mod det ujævne terræn af træthed. Jeg er træt træt da jeg når frem, og når man er sulten træt, og alene kan isolationen virke skræmmende, men jeg ved også at efter et måltid mad og en god nats søvn er isolationen vidunderlig. Har en ganske fin nat på trods af kulden og vinden der bider i teltet.

Om morgenen spiser jeg daggammelt brød med Nutella mens jeg ser solen danse på iskappen der viser hvor indlandsisen starter og først slutter 900kilometer mod øst. Har stadig lidt tunge ben fra i går, rugbrødsmotoren skal lige startes, det slår mig at jeg ingen anelse har om hvad vej Eqi ligger. Går modsat indlandsisen og i en times tid er jeg helt og aldeles lost in the wild, jeg ved at der næppe kommer nogen forbi hverken i dag eller i morgen. Jeg har dog en formodning om hvad retning jeg skal og efter et par timer at have fulgt retningen genkender jeg en sø og er ikke længere opslugt af intetheden og tanken om hvad nu hvis? Et par timer senere slår jeg lejer ved en velkendt sø ikke langt fra Camp Eqi. Sover fantastisk til lyden af naturens egen musik inden jeg næste morgen vender tilbage mod Ilulissat og civilisationen.

 

Skriv et svar