Lesotho & Swaziland

DSC_1951

dag 1 Pretoria – Butha – buthe

Jeg tror ikke jeg på nogen tænkelig måde kunne finde en værre start på ferien end ikke at kunne finde mit pas, men lige præcis det skete da min far som er på ferie hernede i Pretoria og jeg skal på 10 dages rundrejse i Lesotho, Swaziland & sydafrika. Aftenenen inden vi skal afsted er vi på vores stambar og få en aftenøl, og morgenen efter var mit pas pist væk, gennem hele dagen har jeg været en del steder og systematisk går jeg igennem alle steder jeg har været i Cape market for at købe mig et gopro 4, ude og spise, på bar og hjemme på værelset, men lige lidt hjælper det passet er bare ikke til at finde, først kl 10 da rengøringspersonalet er så venlige at aflevere mit fundne pas falder en sten fra hjertet og ferien kan endeligt begynde.

Vi henter vores lille smarte bil med automatatgear og andet lir for at begynde vores rejse mod lesothos bjerge. Starter med at køre bilen ud af byen og syd for Johannesburg hvor min far (Steen fra nu af) tager over og prøver venstrekørsel for første gang.

Ved to tiden når vi grænsen ved Caalenport, en ældre lavstammet dame tager surt imod os og låner os modvilligt hendes kuglepen, only 1 minut for hun fremstammet velvidende at det nok kommer til at tage væsentligt længere end det hele minut hun synes hendes tid var værd selvom vi stortset var de eneste ved grænsen, hun får fremstammet noget jeg intet fatter af og som ved de fleste grænseovergange er der en lidt stresset stemning, hun nægter at tage imod vores papirer og bliver ved med at lave fagter indtil vi forstår at det er hætten til kuglepennen hun gerne vil have tilbage, derfra går det hurtigt, en ung fyr tjekker ligegyldigt baggagerummet og vi er igennem til Lesotho hvor landskabet nærmest med det samme ændre sig dramatisk til det mere bjergrige og eksostiske lerhytter popper op tilsyneladende tilfældige steder. Vi når den større by Butha – buthe Motlejoa Guest House, og snart åbnes den længe ventede savannah Cider og grillen tændes op til Barbeque, folkene på stedet er utrolig venlige og især en fyr der vel er omtrent jævnaldrende kommer efter mørkets frembrud ud med en lampe så vi kan se noget.

Falder i søvn med fjernbetjeningen i hånden allerede inden Dortmund – Arsenal begynder, standarden er noget højere på denne rejse end hvad jeg er vant til og jeg savner i den grad min cykel i disse fantastiske landskaber, hvor bilen på mange måder signalerer at man er mere velhavende end Basothoerne som lokalbefolkningen bliver kaldt. Hvor man på cyklen er mere iøjenhøjde med de utrolig venlige og smilende basothoer.

 

 

DSC_1952

DSC_1956

DSC_1950

DSC_1951

DSC_1952

DSC_1956

DSC_1961

DSC_1962

DSC_1963

DSC_1965

DSC_1967

DSC_1970

DSC_1971

DSC_1972

DSC_1973

DSC_1975

DSC_1979

DSC_1980

DSC_1982

DSC_1983

DSC_1984

DSC_1988

DSC_1989

DSC_1991

DSC_1993

DSC_1994

DSC_1995

DSC_2000

DSC_2002

DSC_2004

DSC_2007

DSC_2010

DSC_2015

DSC_2017

DSC_2018

DSC_2019

DSC_2025

DSC_2029

DSC_2031

DSC_2036

DSC_2037

DSC_2040

DSC_2041

DSC_2042

dag 2 Butha – buthe – Afriski/3010 M

Allerede fra morgenstunder ser vi adskillige basothoer i deres traditionelle klæder svøbt ind i tophue og tæpper, de er traditionelt hyrder der lever et højt liv heroppe i mellem 1500- og 3200 meters højde hvor der kan bliver drabeligt koldt om vinteren. Kommer igennem det hele flotte landskab efter det andet og efter en times tid tager adskillige hårnåle sving os op i 3200 meters højde hvor ørene popper og en kold vind blæser, klikkeren på mit Nikon er glødende og jeg skal virkelig holde igen for så spændende er det heller ikke at se 300 billeder af bjerge igennem, Igår købte jeg det nye gopro 4 og det bliver naturligvis indviet på smukkeste vis med bjerge og vandfald.

Vi kører over flere bjergpas i omkring 3000 meter inden vi når Afriski hvor det sydlige afrikas eneste skiresort ligger og hvor sydafrikas højeste restaurant ligger, Steen mærker begyndende højdesyge og vi spiser frokost på stedet. Mens vi spiser begynder regnen at buldre ned, regn bliver til hagl og vi ser lyn på himlen, jeg begynder at miste troen på at jeg kan komme ud og vandre et par timer uden at blive absolut gennemblødt. Men i et hul i vejret tager jeg mig sammen og går ud af grusstien der går langs floden der borer sig gennem landskabet. Har Mads & monopolet i ørene og følger floden en times tid og leger lidt med mit gopro inden jeg følger en højderyg tilbage, hvor jeg ender på toppen af skisportsområdet, der hvor liften stopper. Møder en ung lokal hyrde som jeg har følgene samtale med:

Mig: Hello

ham: Hello tourist , i’m owning everything here.

Mig:  Ok nice

ham: you’ve live in afrikski

Mig: yes

Ham: Ok, can i see your legs

Mig: hmmm har shorts på og trækker dem lidt op

Ham: griner højlydt og siger you white haha, i’m black

Så går vi hver vores vej, når 2 timer senere våd og kold tilbage til restauranten. slutter dagen af med et karbad af de lange, mens jeg ligger og læser Rob lilwall’s fremragende og inspirende eventyrlige bog: Walking home from Mongolia, samme mand har skrevet en af min absolutte favoritbøger Cycling home from Sibiria der i de hårde tider har været med til at holde gejsten oppe i forberedelserne på min egen tur

 

dag 3 Afriski – Sani pass

Det har lynet tordet buldret og braget, krydret med hagl og spandevis af iskoldt bjergvand, men da jeg står op kl 7 parat til en ny stor dag i Lesotho, skinner solen fra en skyfri himmel, eneste spor af nattens massive omgang er vandet der løber over A1 som vi følger hele formiddagen, vejen er overraskende god ihvertfald efter Lesotho forhold og hvad jeg har læst på internettet. vi kører konstant i et sted mellem 2800-3200 meters højde, Tlaeeng Pass er med sine 3275 m turens højeste og især den gamle tror jeg følger sig lidt ramt, selv har jeg været i 3600 meter uden at kunne mærke det endnu hvilket er gode tegn med mine fremtidige planer.

Vi når den “større by” Mokhotlong inden frokost hvor vi inden vi når ind i selve byen bliver stoppet af politibetjente der dårligt er ældre end jeg selv, et internationalt kørekort er ihvertfald ikke noget han før har set og han virker da også mere interesseret i mit nye gopro der sidder klistret fast ude på kølerhjelmen, lover ham at jeg ikke vil filme ind igennem byen der hovedsageligt består af blikskure med diverse obskure forretninger og steder hvor du kan få repareret bilen eller få nye (brugte) dæk, på gps’en finder vi byens vel nok eneste åbne restauranter der ligger på byens fineste hotel, menuen står på pizza eller pizza og vi vælger 2 stks large uvidende om størrelsen eller mængden af ost på pizzaerne. Lokalet kunne minde om et mindre jysk forsamlingshus af den kitche slags med tunge gardiner, skriggrøn på væggene og foldede servietter på den grimme måde, men istedet for at befinde os i tarm er vi knap 3000 meter oppe i Lesothos bjerge med 400 km til nærmeste storby.

Maden smagte ganske udmærket, udmærkede sig ved at have så meget ost på at vi formentlig havde til 5 pizzaer efter italienske opskrifter. Heldigvis havde de sparet tallerkenerne væk og de kom således ind i pizzabakker som vi kender dem hjemmefra, lige til at tage med til aftensmad.

Efter Mokhotlong drejer vi ind på en lille grusvej, ikke grusvej som vi kender dem fra sommerhusområderne i danmark hvor de er velplejede og jævne, nej nærmere grusveje med det vi i cykelkredse kalder vaskebræt ujævn vej der giver opkastfornemmelser, terrænet stiger langsomt og den lille golf er på overarbejde, faktisk har jeg været i tvivl om bilen overhovedet kan klare turen til Sani pass hvor langt de fleste besøgende ankommer i store 4×4 biler.

En enkelt gang hvor bilen skal over en passage med mudder virker det et kort sekund til at bilen sidder fast men med en sidste kræftanstregelse vrider bilen sig fri og klatrer over bakken, videre op  op og op i skyerne der efterhånden er så tæt på at du kan række hånden ud og gribe fast. Ved et mindre vejarbejde står en lokal basotho og stopper os, han spørger ind igennem ruden om jeg vil tage billeder af ham, velvidende at det nok er fordi han vil have vand og/eller penge takker jeg ja og stiger ud af bilen og kilkker lidt billeder af fyren og hans kollega, stikker ham en 5-6 rand og 2 flasker vand og alle er glade. Tågen er faretruende tæt på og de sidste par kilometer til sani pass chalet kan vi måske kun se 10 meter frem, de små runde hytter og fårene der vandrer ind og ud af tågen laver en flot kulisse det sidste stykke mod nattens overnatningssted.

Velankommet til Afrikas højeste pub som stedet så fint reklamerer med, bestiller jeg 2 store øl, stor er min overraskelse trodsalt da der ind kommer 2 0,650 ml iskolde øl. Lyset på kammeret kommer først klokken 5 og udenfor raser tågen og vi kan dårligt se ud af vinduet, Redigerer billeder og snakker med 2 englændere der påstår det er umuligt at køre ned ad sanipass med normal bil, slukøret må jeg opgive drømmen om at gå ned ad Sani pass og istedet kører 7 timer tilbage i samme retning hvorfra vi kom, sådan er det i Lesotho her er ikke mange veje og dem der er er ikke ret gode.

Pga kulden og højden tager det 2 timer at få grillen klar til aftensmaden, snuser rundt og tager billeder og læser bøger mens vi venter, tidligt i seng da vi skal tidligt op for at nå helt til Eshowe, så 700 km om istedet for de planlagte 300 da jeg forventede at kunne køre de 22 km ned ad sani pass.

 

DSC_2045

DSC_2048

DSC_2049

DSC_2056

DSC_2061

DSC_2063

DSC_2071

DSC_2073

DSC_2080

DSC_2082

DSC_2086

DSC_2090

DSC_2094

DSC_2096

DSC_2099

DSC_2106

DSC_2108

DSC_2109

DSC_2110

DSC_2111

DSC_2113

DSC_2116

DSC_2117

DSC_2118

DSC_2119

DSC_2120

DSC_2122

DSC_2124

DSC_2129

DSC_2130

Dag 4 Sani pass – Eshowe

En lang nat hvor jeg har vendt og drejet mig uden egentlig at vide hvorfor, måske pga irritetation over ikke at kunne gå ned ad det pas der de seneste måneder har fyldt en stor del af de tanker der ikke er reserveret til min tur jorden rundt. Er fuldt påklædt i min nye varme dunjakke allerede kl 5,30 og får pakket sammen så vi er på farten kl 6, afleverer nøglen og den medbragte fodbold hotellet skal bruge til julegave til de lokale børn, står en stund og kigger ud over passet og ser til min store glæde at det måske alligevel er muligt at køre ned, det ser stejlt ud men bestemt ikke umuligt, vejen er undhyllet i tåge men solen ovenover skinner da jeg breaker muligheden for min far, han går modstræbent med til at kigge på muligheden, jeg hører grænsevagterne om mulighederne og de siger det er muligt men kommer til at tage tid, jublende begynder vi nedstigningen, selv har jeg det som blommen i et æg mens min far nervøst sidder og har nogle heftige mindgames kørende objektivt har han også senere indrømmet at det ikke var så slemt som han piskede sindet op til. Efter 5 kilometer af de 22 står der en lille flok ved en bod og ser ud til bare at vente, det viser sig at det årlige marathon op og ned ad Sani Pass finder sted netop idag, snart møder vi de første løbere efter godt en time efter start og 14 km for de forrestes vedkommende, selfølgelig er de sorte da sorte jo generelt er bedre løbere end os hvide historisk set. vender tomlen op og kan ane et lille smil på ihvertfald den ene af de 2 løbere, de næste kilometer støder vi ind i omkring 100 løbere der imponerende nok har valgt at tage udfordringen med sani pass op sådan en tidlig søndag morgen, så udover den mudrede og hullede vej var der nu også løberne at tage hensyn til. Ved den sydafrikanske grænsepost kigger manden i paskontrollen ud på vores lille bil og spørger om vi virkelig er kørt ned i den, hvilket vi nikker og bekræfter. Sani pass er en legendarisk vej for 4×4 entusiaster og efterhånden også cyklister og vejen er da også langt sværere opad end nedad hvor der i bund og grund ikke var de helt store problemer udover de stejle hårnålesving i starten og selfølgelig evnen til at holde øjnene på vejen istedet for at kigge på den omkringliggende natur. det tager omkring 3 timer for os at køre de 22 km af vejen og ved 9 tiden ruller vi ind på asfaltvejen 1200 højdemeter lavere end vores overnatningssted, en kæmpe oplevelse rigere ihvertfald for mit vedkommende.

Vi spiser morgenmad/frokost i en lille restaurant hvor strømmen viser sig at være gået og det derfor ikke er hele menukortet der er tilgængeligt den kvindelige kok fortæller dog stolt at hun bruger gaskomfur og derfor snildt kan lave min ønskede omelet, hernede har de en underlig tendens til at give Marmelade med som supplement til omelet, endnu har jeg ikke haft lyst til at smage om det tilfører retten noget, jeg tillader mig dog som kok at tvivle.

Eshowe hvor vi har booket overnatning ligger tæt på vandet så endnu 1800 højdemeter taber vi iløbet af ganske få kilometer og propperne springer lystigt i ørene og snart rammer vi den lille Tenerife-Lignende turistby Uhmhlanga rocks hvor en yderst atletisk bygget afrikaner underholder med at gå rundt med først sin 5 årige søn på hovedet og siden både konen og sønnen samtidig med at gå i spagat, dejligt at mærke en havbrise efter 1/2 måned i en indelukket indenlands storby som Pretoria, det bekræfter bare at når man er vokset op ved havet skal der helst være hav for at være helt tilpas.

I Eshowe falder jeg i snak med en lokal gut der er mere end almindeligt spillegal og kender samtlige hold i den danske superliga og i særdeleshed Fck som de allesammen holder med, får sat lidt point ind på kontoen da jeg nævner Zuma der for år tilbage spillede nogen meget succesrige sæsoner i fck, Zuma viser sig at være fra Eshowe og spillede sidste sæson i den lokaleklub hvor han op til sæsonen dog ikke fik sin kontrakt forlænget.

DSC_2132

DSC_2135

DSC_2137

DSC_2138

DSC_2140

DSC_2144

DSC_2146

DSC_2148

DSC_2149

DSC_2156

DSC_2161

DSC_2163

DSC_2166

 

 

 

Zululand & Swaziland

 

DSC_2172

DSC_2177

DSC_2182

DSC_2187

 

Eshowe – Milwane Sanctuary (Swaziland)

Vi har en lang vej foran os idag, bruger morgenstunden på at gå en tur i Dlinza forest walk en kæmpemæssigt gangbro spændt ud over træerne i Eshowe, for en der lider af højdeskræk var det til tider en lidt for spændende oplevelse at gå rundt 30 meter over jorden. Før frokost rammer vi et område St Lucia der minder en del om sumpområderne af Florida og attraktionen her ligesom i Florida er da også sump, crocodiller og flodheste.

Frokosten blev indtaget i den måske-engang-fashionable-snobbede-fimsede-højrøvede-lokale-sejlklub. Idag var det dog mere et sted for kakiklædte tyske frokostspisende turister. En af de sjove ting ved de her små byer er blandingen af turister, de lokale sorte afrikanere også det jeg af mangel på bed vælger jeg at kalde whitetrash, ikke sammenligneligt med den amerikanske type men det der måske er middelklassen i sydafrika hvide halvfede bikere, desperate husmødre der typisk handler ind i det lokale supermarked der stort set altid tåler at blive målt med de største bilkaer vi har i Danmark og mere til ofte. En af mine yndlingsbeskæftigelser når jeg rejser er at kigge og lave min egen lille antropologiske undersøgelse af de lokale, gerne når de handler.

Ved 4 tiden krydser vi grænsen til mit land nr 47 Swaziland i den lille støvede by Golela hvor vi skal igennem ikke færre end 11 punkter og mennesker for endelig at få det sidste go og køre over grænsen til et nyt land for os begge. Uden egentlig at kunne forklare det er jeg som i Lesotho ikke i tvivl om at endnu en grænse er krydset måske er det de dårligere veje mere rurale landsbyer og mange forhutlede børn der gør forskellen jeg ved det ikke.

Swaziland giver os ikke nogen pæn velkomst en lille time efter ankomst åbnes der for sluserne og jo tættere på hovedstaden Mbabane vi kommer jo kraftigere bliver regnen og samtidig kommer tågen og nattens mørke nærmere bestemt ikke nogen rar trio, Gps viser os ind på en lille afkørsel og troligt følger vi instrukser, men det eneste der er i nærheden er et glaspusteri, et skilt før Mbabane dukker op i min hukommelse, jeg ser det for mig Milwane Life Sanctuary står der på det, på det tidspunkt tænkte jeg ikke over det da vi jo havde gps’en men nu kunne jeg jo regne ud at den viste forkert og vi havde omtrent 40 kilometer tilbage af samme vej for at kommer til vores overnatningssted, efterhånden var der totalt mørke og regnen silede ned som den kun kan gøre i troperne og nu også i det mørke afrika, Lunterne fra os begge var mærkbart kortere vi var trætte efter mange timers kørsel og ingen af os kunne se meget mere end 4 meter ud i mørket, med stemningen trykket i mund og med maverne tomme fik vi kørt de 40 kilometer i stort set stilhed og fandt til sidst indgangen til Parken hvor jeg havde bestilt overnatning, Aftensmaden og øllen røg historisk hurtigt ned og derefter på hovedet i seng efter 12 timers kørsel.

DSC_2191 DSC_2192 DSC_2193 DSC_2196 DSC_2199 DSC_2202 DSC_2204 DSC_2206 DSC_2207

 

Dag 6 Milwane life sanitary

Hver eneste gang jeg rejser bliver jeg klogere på mig selv, mit sind og min krop, f.eks kan en god søvn redde det meste, en ødelagt krop kan reperares med 10 timer under en dyne har jeg flere gange erfaret på mine cykelture når jeg har været allermest træt og udkørt efter 150 km op ad bakke.  Således også idag hvor det dog mere er mentalt udbrændthed efter en aften med dårligt humør. Rob lilwall skriver i Walking home from mongolia om hvordan selv de små ting irrationelt kan irritere ham ved hans rejsemakker Leon, og hvorfor det er vigtigt at snakke ud om tingene hvilket jeg som regel er forskånet for da jeg oftest rejser alene. men de gange hvor jeg har rejst sammen  i kortere eller længere tid med andre har jeg kunnet mærke at jeg har været utrolig dårlig til at få snakket om tingene, det er en ting jeg prøver og ønsker at blive bedre til da det på sigt kan give gode venskaber at rejse sammen, man kommer på rekordtid dybt ind under huden på hinanden da man er langt mere intensivt sammen end på arbejde eller til fodbold eller hvor man nu ellers dyrker sine venskaber.

Lejer en mountainbike i 4 timer, jeg trænger i den grad til at røre mig og kommer ud i naturen hvor jeg er i mit rette element, man mærker med det samme hvor vigtigt det er at have en god saddel på en turcykel da jeg nærmest omgående har ondt lige der hvor saddelen gnaver, intet skal dog komme i vejen for hvor dejligt det igen er at sidde og styre de 2 hjul og opleve den ultimative frihed en cykel giver, cykler blandt flokke af Zebraer og Wilderbeests op og ned ad bakke, tænker flere gange på hvor sikkert det i virkeligheden er er at cykle under 2 meter fra vilde dyr som de jo er selvom det ikke er elefanter eller løver. Anden del af cykelturen cykler jeg langs the Hippotrail hvor der som navnet antyder er muligheder for at se Flodheste hvilket jeg dog ikke så undervejs men flere krokodiller, Vildsvin, Impala & Nyala blev det til på turen hvor jeg adskillige gange måtte af for at trække og sågar løft cyklen over broer og trapper bygget af folkene bag parken. En fortjent øl er en øl man fortjener efter at have lavet et godt stykke arbejde om det så er i køkkenet eller på cyklen og en fortjent øl var hvad jeg fik efter 4 timers fed cykling rundt i natonalparken. Senere på aftenenen griller vi i selskab med en flot gammel han Nyala der bestemt ikke var menneskeskræmt på nogen måde, den var faktisk så tæt på at man siddende på bænken kunne klappe den, Helt så klappevenlige var de umådeligt grimme vortesvin der ligeledes var nysgerrige på om der mon faldt et stykke kød ned,Læselyset gik tidligt ud den aften i den runde sivhytte vi boede i.

DSC_2218

DSC_2220

DSC_2221

DSC_2225

DSC_2230

DSC_2235

DSC_2245

DSC_2251

DSC_2252

DSC_2253

DSC_2259

DSC_2262

DSC_2265

DSC_2267

DSC_2269

DSC_2277

DSC_2281

DSC_2283

DSC_2294

Skriv et svar