High in the atlas

For 3 dage siden blev jeg færdig som kok, endda med et resultat over alt forventning – et 10 tal og dermed bronze medalje. (Ja næsten sølv, for guld findes ikke).

Nu 3 dage senere sidder jeg i 10,000 meters højde et sted over Spanien og skriver dette. Det er en helt vanvittig følelse at være på vej. Det har jeg været så mange gange, men det at være på vej med et veloverstået svendeprøve og det faktum at jeg nu kan kalde mig kok gør mig glad og stolt Det giver mig en ekstrem ro omkring det der skal ske i de kommende måneder.

For lige kort at fortælle om mine planer:

Om 3 timer lander jeg i Marrakech og forhåbentlig står min cykel uskadt. Derefter cykler jeg stille og roligt ud mod de høje Atlas bjerge, hvor jeg allerede imorgen formentlig skal prøve kræfter med et af de mere kendt bjergpas i Marokko, nemlig Tizi n’Test (2200M). Derefter har jeg kun en løs plan, der involverer en masse højdemeter samt nordafrikas højeste bjerg Mount Toubkal, som jeg længe har drømt om at bestige.

Det står hen i det uvisse hvor længe jeg er væk, udover at jeg senest 1. juni skal starte på et nyt job i Danmark. Der er mange overvejelser med denne tur, men planen er i første omgang at blive en måneds tid i Marokko.

Dagen startede for mange timer siden i Norsminde. Min fatter kørte mig på banegården og 1,49 tog jeg så toget mod Cph Airport. Kontrolløren var helt oppe at køre over min cykel, og især min nyligt påsatte front bagagebærer fik stor opmærksomhed. Heldigvis var der forholdsvis roligt indtil Roskilde, hvor pendlerne så småt steg ombord.

Alt gik som smurt med at få checket cyklen ind, og selvom en morgenkæk luftshavnsarbejder synes det var sjovt at spøge med, at jeg ikke kunne få cyklen med, var det igen en god oplevelse at have cyklen med mig. Jeg skriver det gerne hver gang jeg er i en lufthavn, men hvordan en lufthavn kan få sig selv til at tage 60(fucking) kr. for en tør sandwich, er mig en gåde. Nå men så sad jeg der med alle yuppierne på Joe & Juice og spiste en skod sandwich, inden jeg bordede første fly til Oslo. Her kom jeg til at sidde ved siden af en forretningsmand med ticks der gik ud på at stikke tungen ud samtidig med at trække hovedet tilbage. Meget sjovt en time, men jeg var nu glad for at han ikke skulle med hele vejen til Marrakech.

Jeg var inden rejsen nervøs for om jeg kunne nå flyet i Oslo, da jeg kom kun 30 minutter før flyet til Marokko lettede. Men heldigvis var gaten stort set ved siden af.

 

Læs dagbog fra Marokko her

Skriv et svar