Leh – Manali highway

 Chang la og febercyling

De naeste par dage planlaegger vi hvad der saa skal ske, vi faar fat i et permit der gaelder til nogen af graenseomraderne ind til Tibet, vi putter en masse i munden for vi ved den naeste uge kommer vi til at leve af kiks og ris, faar pakket cyklen godt og en solid morgenmad senere er vi i sadlen, ja her i Himalaya gaar tankerne tit hen paa mad og gerne ordenligt mad, borset fra her i Leh har kosten hovedsageligt bestaet af Ris linser og til tider nudler kort sagt rovkedelig ensformlig mad, der gaar saledes ikke en eneste nat uden drommene flyver i retning af bare Pasta med Ketchup hvilket ville vare paradisisk i forhold til Indisk.

Vi har en tidlig fyraften i sigte da vi har planer om at campere i cirka 4200 meter for bedre afklimatisering inden morgendagens strabadser der gerne skulle tage os over endnu et 5000+ pas hvis alt gaar vel. Allerede ved 11 tiden er vi ved byen hvor vi skal dreje fra, vi spiser tidlig frokost og handler kiks og lidt til den sode tand ind til de naeste par dage, og vand masser af vand, 6 liter pr mand, vi kender ikke indkobsmulighederne laengere fremme.

vejen gaar jaevnt stejlt opad og jeg kan hurtigt maerke jeg ikke har den energi jeg plejer, det er altid mig der ligger forrest opad og saadan ser jeg det helst, faar det varre og varre ringere og ringere, samtidig er det begyndt at smaregne og maven rumler, vi naar byen Karm i 3800 meter hvor vi har valget mellem Wari La eller Chang la passet, begge over 5000 meter og magisk indhyllet i tage , det bliver Chang La, vejen er nu igen helt elendig og hvert et bump synes at gore ondt hele vejen ned gennem kadaveret, efter et par timer i naermest feberagtig tilstand saetter jeg cyklen fra mig helt udkort , maerket forklarer jeg at jeg de sidste 3 timer har kort paa pumperne, Ole har slet ikke market noget lidt underligt eftersom han ikke plejer at kunne folge med, udsigten er fantastisk men det eneste jeg taenker paa er at komme i soveposen og faa varmen. Jeg har hverken kraefter til at spise eller laese hvilket er noget af en sensation, falder ind og ud af sovnen, jeg ved jeg har brug for noget at spise og prover at stopfodre mig selv med snickers.

 

Jeg vagner for hvad der synes at vare for 20 gang med rumlen i maveregionen, som jeg sidder der med frost om orene og tyndskid i 4200 meters taenker jeg at det squ ikke er det sjoveste sted at vare i verden ligenu, men jeg ved ogsaa at verden kan se anderledes ud med en god nattesovn, desvarre vagner jeg op til en taaget morgen hvor sigtbarheden er 50 meter og jeg ikke har det stort bedre, kaster haandklaedet i ringen, har intet at skulle bevise ved at cykle en 5000+ med feber. Ole er heller ikke paa toppen, vi cykler ned i 3500 meter hvor verden er mere overskuelig, er traet af Ole han er omklamrende og sygepleje agtig, forklarer han flere gange at jeg ikke er ved at falde af cyklen, jeg ved han mener det godt, men jeg er dodtraet af ham lige paa det tidspunkt, i byen upshi finder jeg byens eneste guesthouse og putter mig under dynen de naeste 2 dage.

HbyB-1 Manali-Leh Overview Profile

Tang La

Om morgenen den anden dag er jeg som Jesus, frisk og genopstanden fra de dode, Ole cyklede videre igar saa jeg er alene, dog ikke lang tid da jeg efter faa kilometer moder han paa en cafe, han har haft tekniske problemer og har varet en tur tilbage i Leh for at hente reservedele, vi har smaa 60 kilometer foran op til Tang la passet, der praler af at vare det andet hojeste pas i verden, kun knap 40 meter lavere end det hojeste, maeker hurtigt jeg er tilbage i topform korer ensom majestaet forbi den ene kilometer sten efter den anden, det er forrygende god og haard cykling, selv i 4500 maerker jeg intet udover kulden og den tiltagende vind, vejen er asfalteret hele vejen op, moder Rashad og Sajid to fyre i fra det sydlige inden der korer rundt i hele Indien for at promovore et projekt der gaar ud paa at hver inder der kan laese og skrive skal laere en anden at laese og skrive, hyggelige fyre der fortaeller om deres projekt og star med aben mund da jeg er faerdig med at fortaelle om mit, men i virkeligheden er det dem der er heltene her, de raekker mig en liter vand og en pose nodder inden de smutter den vej jeg kom fra, visitkort skifter haender inden afgang, med fornyet energi oven paa et fedt mode med indere suser jeg videre opad mod passet, naar snart snegraensen i knap 5000 meter, sne og is saa lagt ojet raekker, tager min downjacket paa og ligner michelinmanden men har det rart og lunt inde bag haetten, naar passet efter knap 60 kilometer og 7 timer paa cyklen, er ved at fryse mine fodder og haender af paa den iskolde nedkorsel ned til teltlejren der udgor vores lejr for natten.

 

Det modbydelige plateau

gpsen fortaeller mig at det er -10 grader om natten, saa forstar jeg bedre at jeg aldrig rigtig fik varmen efter nattens toiletbesog, faar serveret omelet paa sengen, af den sode tibetanske kvinde vi overnatter hos, hun kan vist godt se vi ikke , har meget lyst til at komme op af soveposen, men op skal vi, en relativ kort dag venter forude men et plateau i 4500 meter skal man tilsyneladende ikke spoge med, for selvom der kun er 50 kilometer til byen eller teltbyen pang foregar de i stiv kuling med vinden lige i ansigtigt, benene er staerke men ryggen der er begyndt at drille lidt efter flere dage i sygesengen, vaerker og jeg har svart ved at finde en stilling paa cyklen hvor ryggen ikke smerter, modvinden gor sit til at gennemsnitsfarten over de naeste 50 kilometer ikke naar over 5km/t gud hvor jeg hader modvinden, men med god musik i orene overlever man jo det meste, maa have lignet en frossen ispind da jeg kommer ind i madteltet i Pang, ihvertfald faar jeg hurtigt kongepladsen lige ved braendeovnen der i dagens anledning var fyldt godt op med braende, 5 kopper te senere er vi ved at vare der hvor jeg saa smat kan marke mine fingre igen.

Senere paa aftenene falder jeg i snak med 2 motorcyklister der har cyklet fra hhv London og Madrid, vi har en del ting tilfaelles borset fra at de er meget hurtigere end mig og har varme og gashandtagene isaer sidstenaevnte er jeg ret misundelig over, drikker mindst 10 kopper kaffe og falder i sovn i lyden af snorken fra nogen indere der har mekaniske problemer med bilen.

De næste dage cykler vi over endnu 2 pas over 5000 meter.

Comments are closed.