Leh & Khardung La

Finder det forste og bedste guesthouse Leh har at byde paa, og byen har en del at byde paa skulle jeg , hilse og sige, maske Himalayas storste turistby, jeg har ihvertfald ikke set saa mange turister siden Bucharest for efterhanden mange maneder siden, eller jo hvis Thailand taeller med, men Thailand er et kapitel for sig.

120 km smuk bjergkorsel er noget der tarer paa kraefterne saa den aften spiser jeg aftensmad 3 gange, Leh har alt hvad et sultent cykelhjerte begaerer, mad der ikke er indisk og totalt ignorerende service lige noget for mig efter den sidste uges opmarksomhed, saetter 2 omeletter og en sanwich til livs og foler mig ikke mere maet af den grund.

Falder I snak med en Israeler og endnu engang maa jeg konstatere at den eneste israeler jeg kan lide er Natalie Portman, jeg kan simpelthen bare ikke lide dem, der er noget uldent ved dem, og jeg har til dato endnu ikke modt en der formaar at falde naturligt ind I en gruppe, de har en tendens til at vare af den opfattelse at jorden drejer rundt om dem, men i bund og grund er de bare et lille halvfesent land praecis som Danmark. Jeg glemmer aldrig engang i Georgien hvor jeg og en anden fyr slaebte en Israelsk pige tilbage fra en gletcher fordi hun var vredet om paa foden, da vi endelig kommer frem til byen Ushguli er hun sur fordi hun mente vi var for langsomme, naa tilbage til Leh og israeleren som jeg skyndte mig vaek fra.

Gaar tidligt i seng, sengen er dog saa hard at det nok havde varet blodere at sove paa gulvet, og det kommer fra en mand der har sovet maske 200 naetter I telt de seneste aar.

Om morgenen vaelger jeg at rykke teltpaelene op saa at sige for at finde et bedre sted at sove, traekker lidt rundt med cyklen og kan ikke rigtig beslutte mig hvad jeg vil,da jeg bagfra horer en der raber efter mig, det viser sig at vare franske William, forhenvarende saelger at den slags der star rundt paa festivaller og saelger ragelse, William solgte for 16 maneder siden alt hvad han ejede og cykler nu jorden rundt, vi finder sammen et guesthouse til en fornuftig penge. Et par dage gaar med alt og intet inden tyske Ole som jeg jo modte i Srinagar dukker op.

Vi beslutter alle 3 at tage kampen op mod det bjergpas der hedder Khardung La der med sine 5350 meter troner sig op, William beslutter sig dog for at droppe ideen aftenen inde, han er bange for at sne inde i Leh da den eneste vej til Manali gaar over yderligere 2 5000 meters bjergpas og flere lige under 5000 meter, i virkeligheden tror jeg dog han er bange for han ikke han folge med os unge, for mange smoger og vino har sat sine spor som han siger.

Om morgenen spiser vi en solid morgenmad og saetter os paa jernhasten, det forste stykke gennem et stovet udkantsLEH , byen folder sig ud med stovende veje beskidte born og folk der borster taender og vasker haar i rendestenen, langt fra det Leh der staar beskrevet i de glitrende magasiner fra rejsebureauerne, som altid er det spaendende og uden dem ville man ingenting forsta. Ole der kommer direkte fra det polerede New Zealand til Indien der i mine ojne er blandt de storste ulande i verden, min opfattelse af Indien som uland er ikke malt for deres okonomiske formaen men den made inderen paa gaden opforer sig paa, og i mine ojne er den saerdeles kedelig og primitiv og Indien som land ligger langt nede paa listen over mine favoritlande

De forste 20 kilometer gaar for mit vedkommende som smurt , jeg har ingen problemer med bjergene der er styr paa pulsen vejret er godt og udsigten er smuk.Er langt foran Ole da jeg et par harnalesving foran mig faar faerden af endnu en cyklist, saetter tempo i de gamle ben og hurtigt er jeg oppe paa siden af Tyske Jurgen pa 64 der cykler rundt i Indisk Himalaya paa anden maaned og om et par dage smutter til nepal for at trekke, er dybt imponeret af manden, jeg haaber jeg er i form og har lyst til den slags eventyr naar jeg er 64 aar gammel.

 

14 kilometer fra toppen staar en tydelig magtliderlig militarpersonage og flojter heftigt i hans lille potensforlaenger, hatten paa skraa og et par med garanti falske rayban pilotsolbriller plantet solidt i hans lidt for blaevrende ansigt, han irriterer mig  fra det sekund jeg ser ham, han flojter mig ind og og sporger med tilsat arrogance efter mit permit, maa have lignet et stort sporgsmalstegn for ihvertfald tover han ikke med straks at sende mig tilbage til Leh efter et permit til Khardung La, dagen for nede i Leh havde jeg ellers spurgt et rejsebureau om det var nodvendigt med et saakaldt permit for at cykle til toppen og tilbage, nej det behovedes vi ikke, men nu staar vi her paa halvvejs til toppen  og er ved at blive sendt tilbage med uforrettet sag, gode raad er dyre, i sidste ende faar jeg dog stodderen i uniform til at deponere vores pas mod at vi henter det paa vej ned igen.

 

vi er kommet over 4300 meter og vejen er ikke laengere asfalteret, luften er maerkbart tyndere og den cocktail gor cyklingen til en droj omgang, hvor de forste 25 kilometer tog lidt over 2 timer, knokler vi i 4.5 time for at naa de sidste 14 kilometer til toppen. Hovedet dunkerafsindigt og det tager adskillige minutter om at faa pulsen saa langt ned naar jeg holder pause at jeg overhovedet ikke overvejer at tage kameraet frem, igen irriterer indere mig graenselost da en flok motorcyklister begynder at tage billeder af mig mens jeg star og hiver efter vejret, orker ikke engang at sige noget, highfiver Ole da han kommer paa toppen, vi tager billeder og haelder 3 kopper te i svaelget inden vi skynder os ned under 5000 meter, paa det tidspunkt har vi varet over 5000 meter i knap 3 timer hvilket er alt for meget og det bliver straffet med hovedpine og let hojdesyge de naeste 2 dage, men det er uden tvivl det hele vard at slaa sin egen hojderekord saa eftertrykkeligt.

Comments are closed.