Aguram Bay – Negombo

Arugam Bay ligger for enden af en 75 kilometer lang blind vej, og hverken jeg eller Martin har nogen som helst lyst til at cykle de 75 kilometer tilbage. Vi får derfor til en nogenlunde pris spændt cyklerne og os selv ind i en stor tuktuk. Køreturen til byen Wallaya tager os 1.5 time. Selvom bentøjet ikke helt har plads, er det sgu dejlig at lade en motor gøre arbejdet til forandring. 

Men pedalerne træder jo ikke rundt selv, så afsted går det. Omtrent 1200 vertikale meter er der op til byen Ella. De første 30 kilometer er nogenlunde flade, men så bryder helvede løs de næste 30 kilometer. Med god hjælp fra Le Gammeltofts gamle radioprogram Unga Bunga er benene i udbrud og jeg suser opad i terrænet. Luften bliver mærkbart køligere, så den nu nærmer sig de 30 grader. Supersmukke panorama udsigter, der dog slet ikke får som fortjent. Er simpelthen for travlt optaget af at cykle at jeg glemmer at stoppe op og nyde udsigten. Til tider tvinger jeg dog mig selv til at stoppe op og tage et billede. Legesyge aber krydser vejen hele tiden. Trafikken er for engangsskyld stille og rolig på de smalle veje. Svupper rundt i mine sandaler der laver store kødsår mellem tæerne. De sidste 50 % procent er det ikke smerten fra bjerget der gør ondt men smerten fra mellemkødet mellem tæerne Prøver med plaster, men er alt for svedig til at få det på. En cola pause hjælper lidt på det, men kan slet ikke stå fast når jeg rejser mig fra sadlen, hvilket til tider er nødvendigt. Kniber ballerne sammen, et sving ad gangen, et sving ad gangen er mantraet. Jeg vil bare til Ella. Vejen forandrer sig langsomt fra god asfaltvej til decideret elendig hullet jordvej jo tættere vi kommer på Ella. Når byen med en gennemsnitsfart på den kriminelle side af 10 km/t, og bestiller, stadig helt forpustet, en iskold cola, der ryger ned nærmest hurtigere end den kom på bordet. Martin kommer et godt stykke tid efter mig. Vi har vist begge haft vores kriser op ad bjerget. Vi finder lige før mørkets frembud et guesthouse med et ledigt værelse. Det vrimler med turister.

Vi skal hente vores indiske visa i Kandy om 2 dage, og tiden er ikke til at cykle hele vejen dertil. Vi vælger derfor at tage et tog. Turen er kendt for dets enorme skønhed og den skuffer ikke. De 150 kilometer er sjældent set gået langsommere. 8 timer efter vi har sat os ind i toget når vi Kandy. Vil næsten tro jeg kunne have cyklet turen på samme tid. Toget kører igennem te plantager, hvor ældre kvinder plukker teen. Stærke og seje ser de ud, som har de aldrig lavet andet i deres liv, hvilket nok også er tilfældet.

DSC_3926 DSC_3930 DSC_3932

Onsdag morgen henter vi vores indinske visa. Uden de store problemer, overraskende nok. Sætter Martin på en bus tilbage til Ella, og pludselig er jeg efter 2 uger i godt selskab helt alene igen. Underlig fornemmelse. Man vænner sig hurtigt til selskab efter 3 måneder stort set alene. Jeg tror det er meget sundt at være alene, men man bliver sgu også skør af det, når man hele tiden giver sig selv ret!

Har sat vækkeuret klokken 5. Kan ikke vente med at komme væk fra den her skod by. Desuden har jeg små 130 kilometer foran mig til Negombo hvorfra jeg flyver til Bangkok. Hov vent: Bangkok!!, skulle du ikke til Indien? Jo det skal jeg stadig, men en impulsiv beslutning forleden fik mig til at bestille en billet til Thailand og udskyde mit Tour de Himalaya et par uger. Hvorfor ikke?. Jeg er på mit livs eventyr, og jeg har lovet mig selv at gøre hvad jeg har lyst til. Dumt? Ja sikkert, men også fedt.

De 130 kilometer forløber uden nogen store oplevelser. Det er varmt, det småregner og der er FUCKING modvind lige i mit ansigt hele dagen. De sidste 30 kilometer er et helvede. Benene gør ondt, og ryggen gør ondt efter alt for dårlig siddestilling i vinden. Jeg er træt, men jeg ved hvor godt man har det med sig selv når man kommer i mål efter sådan en da. Så jeg træder til uden egentlig at have power i benene. En sidste bakke, jeg slet ikke er forberedt på lige inden Negombo, dræber mig fuldstændig og jeg ender med at trække cyklen de sidste 2 kilometer ind til mit hostel i Negombo. Indtil det går op for mig at jeg slet ikke har spist i dag, forstår jeg ikke hvorfor jeg kunne gå så meget ned på en lille stigning. Men så er der da i det mindste en forklaring.

Comments are closed.