Tehran Part 1

Tehran Part 2
Dag 93 - Iran

Tehran Part 1

Trafikken i Tehran er helt igennem forfærdelig. Allerede 30 kilometer før den 18 millioner mennesker store by forvandler den lille 2 sporede motorvej sig til et monster af en 4 sporet motorvej ind mod Tehran. Da jeg når udkanten af byen, er jeg helt gennemblødt af varmen og koncentrationen. Finder en net café, og finder ud af, at jeg på trods af at være i centrum stadig har 16 kilometer til mit på forhånd udsete hostel. Pis jeg er mere end færdig for i dag tænker jeg. Nå men på med arbejdshandskerne og fremad i den kaotiske trafik. Når frem 1,5 time senere til en bygning der er lukket og slukket, i hvert fald for hosteldelen. Gider slet ikke mere nu og tager det første og bedste hotel jeg støder på, så må jeg lægge min plan derfra. Dagen efter finder jeg et hostel og sikrer mig på forhånd at det rent faktisk findes. Denne gang har jeg 22 kilometer foran mig. De 15 af dem på 4 sporet highway, ikke noget jeg ligefrem jubler over.

Jeg ved jeg er i området hvor 7 hostels ligger, men mit kort er dårligt og adressen underligt lang. Hos en lille bager forhører jeg mig. En ældre dame, der taler et nogenlunde engelsk, tilbyder at jeg kan køre efter hende. Hun tror hun ved hvor det er, men lige meget hvor sødt det er af hende så ved hun det ikke. Vi holder flere gang ind til siden og spørger andre, men hostellet synes ikke at være noget de lokale kender til. Endelig finder en der kender stedet, det er dog langt væk. Vi har kørt langt omkring, får smidt cyklen bagi bilen og suser afsted, eller suser afsted er måske så meget sagt, efter et stop hos slagteren kan bilen ikke starte igen. Er ude at skubbe bagpå hen til nærmeste automekaniker der ikke kan fikse den uden nye reservedele. Så nu er både Elena, som hun hedder, og jeg på bar bund. Hun får fat i en taxi der kan køre mig på hostellet og hende hjem. Forsøger at betale for taxien, men som sædvanligt her i Iran får jeg istedet stukket et brød i hånden på vej ud af taxien, – fantastiske mennesker de iranere.

Hostellet er lige hvad jeg længe har trængt til: engelsk talende folk og anonymitet, så anonym man nu engang kan blive her i Iran. Her er endda en anden cyklist, Ziga fra Slovenien, som jeg bruger aftenen på at snakke cykling og rejser med.

Jeg har siden Azerbaijan kørt og tænkt over om ruten jeg har valgt nu også er den rigtige. Egentlig har jeg mest lyst til at flyve til Asien et sted og starte andet kapitel op af denne cykelrejse. Derfor sidder jeg og kigger på forbindelser fra Tehran. Valget falder på Sri Lanka, trykker på køb, og går derfor ind i den sidste uge her i Iran. Det har været 3 spændende måneder, men jeg trænger til luftforandring og det får jeg i den grad i Sri Lanka. Dermed får jeg også bugt med mine penge problemer. Det er sådan, at der ingen udenlandske banker der har aftaler her i landet, så derfor skal man på forhånd hæve hvad man har brug for, i US dollars og veksle. Jeg har ikke hævet nok hvis jeg skulle have brugt penge på visa til centralasien, men det slipper jeg for at tænke på nu, heldigvis.

Tehran Part 2
Dag 93 - Iran