Dag 93 – Iran

Tehran Part 1
Dag 88-90

Min sidste dag hos min iranske familie er ikke meget anderledes end de andre. Jeg slapper af, bader, drikker te med faren, og om aftenen bliver jeg inviteret hjem til deres vinterresidens for at spise det sidste måltid hos nogen af de sødeste mennesker jeg har mødt meget meget længe. Det viser meget godt, at på trods af den træge kommunikation med undtagelse af datteren, så er iranerne bare nogen af de dejligste mennesker på denne jord. Jeg lover helt oprigtigt og fra bunden af mit hjerte, at jeg vil tale godt om Iran og dets mennesker til alle der gider hører på mig. Det undertrykte Iranske folk er dem der er mest bekymret for deres regering.

Bliver inviteret til familiens store bryllupsfest om et år, og jeg kunne seriøst godt overveje det. 300 mennesker samlet til fest må selv uden alkohol være en fantastisk oplevelse. Næste morgen vinker jeg farvel til familien. Faren tilbyder ellers jeg kan blive, og så vil han forære mig deres jetski, men jeg må hellere komme afsted inden jeg slår rødder her ved havet i et af verdens på en gang mest gæstfri og ugæstfrie land. Jeg er håbløst bagud med hjemmesiden. Internettet er virkelig trægt, og samtidig er mange af mine fortrukne hjemmesider forbudt i Iran. Det kræver en vpn forbindelse for at bruge dem og det sløver forbindelsen endnu mere ned.

Bruger endnu et par dage på et hotel i en mindre by, får lavet hjemmeside, bader og forsætter min trend med at lave alt og intet. Det er lige hvad jeg trænger til efter mange kilometer de seneste uger. Cyklingen her er kedelig, ud af lige vej og med latterligt tætgående trafik hvor især busserne er de store syndere. De er iskolde når de kører for fuld hammer et par centimeter fra mine tasker.

Tehran Part 1
Dag 88-90