Dag 88-90

Dag 93 - Iran
Dag 86

Havde egentlig besluttet mig for en kort dag, men den ene kilometer tager den anden og i byen Rusad har jeg alligevel cyklet godt 90 kilometer. Handler lidt ind til aftensmaden, og cykler udenfor byen i håb om at finde en strand at campere på. Bølgerne er næsten vesterhavsagtige. Vinden suser og det er dejligt køligt. For første gange i en måned sveder jeg ikke, men har det bare behageligt her på stranden. En ældre mand, der er gået forbi et par gange, stopper op og rækker mig hans telefon. Det er hans engelsktalende datter i røret. Hun tilbyder at jeg kan sove hos dem, da der er vilde hunde på stranden om natten. Takker ja til manden og han viser mig frem til deres hjem kun 100 meter fra hvor jeg sidder. Får min helt egen terrasse med udsigt ud over Det Kaspiske Hav, der nok mest er kendt for støren, der jo som bekendt er naturens spiselige guld: Kaviar. Ramadanen er på sit højeste, så da klokken er 11 og jeg egentlig er mere end på vej i seng, inviterer familien på mad. Det er et regulært madorgie, der ville gøre Elvis misundelig, og der bliver mæsket i iranske specialiteter, kebab, falafel, brød, lækre salater og dressinger. Nej der mangler bestemt ikke noget. Med datteren som tolk fyger der spørgsmål fra højre og venstre. Ordinære spørgsmål der viser, at familien ikke ved meget om livet udenfor Iran, og tror Europa er et slaraffenland, hvilket det jo også er på mange måder i forhold til det lukkede Iran. Ingen af dem kender YouTube, og Facebook er der ingen af dem der bruger på trods af de alle sidder med hver deres state of the art mobiltelefon. De inviterer mig til at blive et par dage. Efter lidt tid takker jeg ja. Måske er det netop et par stille og rolige dage der kan få mig tilbage på sporet på denne rejse. Ikke siden Tbilisi for 2,5 uge siden har jeg været noget sted mere end 1 overnatning. Det tærer på kræfterne hele tiden at være i bevægelse.

Familien er tydeligvis en del af den iranske middelklasse, med sommerhus her på første række ved vandet. Drengene finder deres legetøj -jetski – frem. Får stukket en redningsvest i hånden, og så er det ellers afsted over bølgerne der er så store, at det ville være et godt sted for begyndersurfere. Den ældste af brødrene gør alt for at få mig i vandet, men balancen er i top og jeg holder godt fast. Tydeligvis imponeret og lettere irriteret går han efter den største bølge, og til sidst lykkedes det ham at få mig af, til stor morskab for os begge. En fremragende formiddag der meget godt viser, hvorfor jeg bruger de fleste af mine penge på at rejse.

Den ældste datter er meget interesseret i Europa, og går derfor til engelsk undervisning i den nærmeste større by. Jeg forstår hende godt. Hvis man bare er det mindste visionær, er Iran et af de værste lande at være i. Præstestyret arbejder imod alt hvad der synes at være selvstændige tankegange. Det kombineret med en utrolig rar, sød men måske også en anelse konservativ familie, kan gøre det være svært for folk der vil frem i verden. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe, men kun giftemål kan hjælpe, og det er jeg trods alt ikke interesseret i.

Laver alt og intet, bader, spiser, sover og lytter til musik. Drikker vel 5-10 kopper te om dagen, og når aftenen falder på, står den igen på madorgie. Jeg får ikke lov at hjælpe i køkkenet – det er kvindernes job. Ja faktisk får jeg ikke lov til noget som helst, jeg er jo æresgæsten det er der ingen tvivl om. Faren tager mig med til broderens barbershop, hvor jeg får den store tur inklusiv massage, og igen får jeg ikke lov at betale noget som helst.

Det tærer på mit introverte sind, at være så meget i centrum. Det får mig til at søge stranden og lange gåture langs vandkanten. Hvor mine tidligere ture som backpacker uundgåeligt gjorde mig langt mere social end nogensinde, kan jeg mærke at mine cykelture trækker mig tilbage i den anden retning, hvilket jeg på en eller anden måde skal have arbejdet med, da jeg ikke ønsker at blive trukket tilbage ad den sti. Det er svært. Ofte vælger jeg de lande hvor naturoplevelserne er størst, hvilket som oftest medfører, at jeg sjældent møder folk for hvem engelsk er så naturligt at jeg kan have en fornuftig samtale med vedkommende. Tog jeg flyveren til Bangkok, kunne jeg på Khao San Road drikke spandevis af dårlig sprut med andre turister natten lang. Besluttede jeg mig for at gå Caminoen kunne jeg møde lidelsesfæller, men på mange måder synes jeg også det er røvkedeligt når der stadig er så mange spændende steder ude i verden.

DSC_3783 DSC_3786 DSC_3798 DSC_3803 DSC_3805 DSC_3809 DSC_3827 DSC_3828 DSC_3787 DSC_3813

Dag 93 - Iran
Dag 86