Dag 59 – Tyrkiet

Dag 60 – Georgien
Dag 58 – Tyrkiet

Vågner, velvidende at jeg foran mig har måske denne turs hidtil hårdeste dage foran mig. Jeg er i 1800 meters højde, og jeg ved, at over de næste knap 70 kilometer stiger vejen med næsten 800 meter. Det går moderat opad med det samme. Lastbilchaufførerne irriterer mig ved at køre helt tæt på mig, og så dytte når de kun er få meter fra mig. Nogen af dem gør det bare for at vise respekt, andre er bare virkelig trælse, for at bruge et godt jysk udtryk. Mugger lidt i sadlen og har ikke den store lyst til dagen. Bjergsolen får sveden til at pible frem og det går så langsomt fremad, at fluerne kan følge med. Små møgfluer der sætter sig på mit sveddryppende ansigt og kildrer.

Gør holdt i en meget rustik landsby jeg desværre ikke husker navnet på, men det er af den slags hvor kærrerne og køerne langsomt bevæger sig hen ad hovedgaden. Næsten lidt cowboy-stemning, mangler bare lige Lucky Luke og en vindheks, der blæser henover gaden. Folk vinker og smiler, og det gør mig altid i lidt bedre humør.

Kæmper i en times tid med at komme op ad hullet som byen ligger i. Endelig når jeg trægrænsen og kommer op på et vindblæst plateau, hvor vinden selvfølgelig er imod mig, og regnen slår ned på mig. Dog ikke nok til at jeg overvejer regnjakken, – så bliver jeg jo aldrig brun. Vejen er elendig og jeg passer godt på mine ædlere dele, men fristelsen over at banke hen over hullerne er af og til for stor, og det er til tider næsten meditativt når det gør lidt ondt i hele kroppen.

Efter hele dagen at have kørt jævnt opad, når jeg sidst på eftermiddagen endelig bunden af passet. De første par kilometer går det fint. Men halvvejs oppe er vejen så stejl, at jeg ser mig nødsaget til at trække min næsten 50 kilo tunge cykel resten af vejen op. Skyerne er faretruende mørke og jeg frygter virkelig at jeg her i 2500 meters højde skal have sne. Temperaturen er nemlig faldet drastisk og jeg tager flere lag tøj på da jeg når toppen. Tager lidt billeder, men det er for koldt til at jeg bliver længe på stedet.

Nedkørslen er ikke andet end grus. Slider halvdelen af bremseklodserne på den stejle nedstigning, der på rekordtid tager mig ned i Posof, der ligger i knap 1900 meters højde. Overhaler flere måbende chauffører i deres lastbiler på vejen ned.

Får handlet ind til aftensmad i den hyggelige by Posof. På vej tilbage til cyklen, som jeg har efterladt ved en tankpasser i udkanten af byen, bliver jeg overmandet af mørket. Her på grænsen til Georgien skal uret stilles 1 time frem. Samtidig kommer regnen væltende. Jeg har ikke set lignende siden et tropisk regnskyl i Mexico tvang mig til at se bold en hel eftermiddag på en bar. Slår teltet op, men ikke hurtigt nok. Mine ting svømmer bogstaveligt talt i vand, og for første gang prøver jeg at sove i en vandseng.

DSC_3590 DSC_3591 DSC_3595 DSC_3596 DSC_3598 DSC_3601 DSC_3602 DSC_3608 DSC_3609 DSC_3590

Dag 60 – Georgien
Dag 58 – Tyrkiet